Den praktiserende læge er ofte indgangen til hele sundhedsvæsenet. Derfor er det afgørende, at vi som patienter har en læge, vi kender og har tillid til. Tryghed og kontinuitet i læge-patient-relationen er ikke bare rare ord – det er fundamentet for god behandling.

Men i dag bliver der lagt flere og flere opgaver over på de praktiserende læger, uden at vi taler om, hvad vi kan fjerne. Det skaber pres, uklarhed og frustration – både for lægerne og for patienterne. Vi risikerer, at lægerne mister tid til det, der betyder mest: den faglige vurdering og den menneskelige kontakt.

Regionerne skal tage ansvar og indgå i et tættere samarbejde med de praktiserende læger. Vi skal definere opgaverne tydeligt og skabe rammer, hvor lægerne kan fokusere på deres kerneopgave – at hjælpe patienterne. Samarbejdet skal bygge på tillid og fælles løsninger, hvor patienten er i centrum og bureaukratiet i baggrunden.

Jeg stiller op til regionsrådet for at styrke samarbejdet og sikre, at vi bevarer og udvikler den nære lægekontakt. Det er ikke bare en sundhedspolitisk prioritet – det er en nødvendighed.

I alt for mange år er kvinders sundhed blevet nedprioriteret. Forskningen har primært taget udgangspunkt i mænds kroppe, og det har haft konsekvenser – både for kvinderne og for samfundet. Det er på tide, at vi tager kvinders sundhed alvorligt og sikrer, at Region Øst går forrest.

Graviditet er ikke en sygdom, men de fysiske og psykiske eftervirkninger kan være alvorlige og langvarige. Kvinder med senfølger efter fødsler, hormonelle ubalancer, endometriose og overgangsalder møder ofte et sundhedsvæsen, der ikke er rustet til at hjælpe dem godt nok. Det skal vi ændre.

Derfor foreslår jeg, at vi opretter en samlet afdeling for kvindesundhed i Region Øst – med fokus på både forskning og behandling. Vi skal sikre, at der bliver investeret i viden, specialisering og tilbud, som matcher kvinders behov. Det handler ikke kun om retfærdighed – det handler om livskvalitet og om at bruge vores ressourcer klogt.

Kvinders sundhed må ikke være en blind vinkel i sundhedspolitikken. Jeg stiller op til regionsrådet for at sikre, at vi får den nødvendige opmærksomhed og handling. Det er på tide, vi prioriterer halvdelen af befolkningen.

Skal patienter og pårørende virkelig selv være forløbskoordinatorer i sundhedsvæsenet?

Det kan ikke være rigtigt. Når vi siger, patienten i centrum, må det betyde, at sundhedspersonalet tager ansvar for, at udredning, behandling og opfølgning hænger sammen – ikke at patienten selv skal agere budbringer og projektleder.

Men ofte er det netop det, der sker. Jeg har selv oplevet det: Undersøgelser blev bestilt, til én fik vi blot et telefonnummer og besked om selv at booke tid. Efter en uge viste det sig, at henvisningen var afvist – undersøgelsen blev ikke længere tilbudt. Hvad så? Ingen vidste det. Samtidig blev der ordineret medicin, som ikke længere fandtes i Danmark. Det førte til frustrerende opkald og forgæves ture mellem ambulatorium og apotek. Ansvaret lå pludselig hos os – ikke sundhedsvæsenet.

Det handler ikke om enkeltpersoner. Mange sundhedsansatte gør alt, hvad de kan, på trods af knappe ressourcer. Problemet er strukturelt: Hver afdeling har ansvar for sin egen del. Men hvem har ansvar for helheden, når forløbet går på tværs? Alt for ofte: ingen.

Her nævnes almen praksis ofte som oplagt koordinator. Praksislægen kender patienten og har overblikket. Men hvis opgaven reelt ligger der, hvorfor er det så ikke en formel del af porteføljen – og hvorfor bliver det ikke honoreret?

I dag bruger mange praksislæger tid på koordination – ofte ubetalt, i pauser eller fritid. Det kan vi ikke blive ved med at forvente. Enten skal ansvaret placeres et andet sted, eller også skal almen praksis anerkendes og aflønnes for det arbejde, de allerede udfører.

Samtidig gør bureaukratiet det hele mere ufleksibelt. En læge, der aldrig har set patienten, kan afvise en henvisning fra en speciallæge, som kender sagen – alene på papirgrundlag. Det er ikke bare fagligt problematisk, det undergraver ideen om at sætte patienten først.

Vil vi et sundhedsvæsen, der fungerer for patienten, må vi sikre, at det er sundhedspersonalet – ikke patienten – der har det koordinerende ansvar.

Patienten skal ikke være gidsel. Patienten skal være centrum. Hver gang.

Sundhedsvæsenet skal være for alle – ikke kun dem, der bor tæt på de store hospitaler, eller dem der kan sætte ord på deres smerter. I dag ser vi desværre, at geografien og personlighed kan være afgørende for, om man får den rette behandling. Det er ikke godt nok.

Der er brug for mere geografisk lighed i sundhed. Uanset om man bor i Sorø, Slagelse eller på Lolland, skal man kunne regne med at blive set, hørt og behandlet med samme kvalitet og respekt. Det gælder også dem, der ikke råber højt, og dem, hvis symptomer ikke passer ind i systemets kasser.

Vi skal sikre, at sundhedsvæsenet ikke bliver en hindring, men en hjælp – også for dem, der har svært ved at navigere i det. Det kræver, at vi tør tænke nyt og investere i løsninger, der når ud til hele regionen. Lighed i sundhed handler ikke kun om retfærdighed – det handler om liv.

Jeg stiller op til regionsrådet for at sikre, at alle borgere i Region Øst får lige adgang til sundhed – uanset postnummer, baggrund eller personlighed.

Hvis jeg fik en krone for hver gang nogen har sagt til mig, at man ikke kan være lige så dygtig i yderområderne som tæt på Rigshospitalet – så ville jeg være millionær. Men lad os lige stoppe op og spørge: Hvor er det egentlig, man har forsøgt at gøre os lige så dygtige?

Kompetencer kommer ikke af sig selv. De udvikles gennem viden, samarbejde og muligheder. Men hvor ser vi mentorordningerne, deltagelse i forskningsprojekter, eller turnusordninger, der kan skabe faglig sparring og inspiration på tværs af regionen? Hvor er investeringerne i faglig udvikling i de områder, der gang på gang bliver overset?

Vi hører aldrig, at blodprøver skal sendes til Riget for at sikre kvaliteten – for selvfølgelig kan bioanalytikere i Region Sjælland levere samme høje standard. Så hvorfor accepterer vi, at det nærmest er en sandhed, at læger og sundhedspersonale i yderområderne ikke kan det samme som dem i hovedstaden?

Det er ikke rigtigt. Det er et spørgsmål om fokus og vilje. Hvis vi vil have dygtige fagfolk i hele regionen, skal vi give dem mulighederne for at blive det. Vi skal investere i kompetenceudvikling, faglige fællesskaber og i at skabe en kultur, hvor alle – uanset postnummer – har adgang til den nyeste viden og de bedste rammer.

Jeg brænder for, at vi får gjort op med forestillingen om, at kvalitet kun findes centralt. Det er ikke sandt, og det er ikke rimeligt. Jeg stiller op til regionsrådet for at sikre, at vi tør tro på og investere i hele Region Øst – ikke kun i midten.

Hvis Næstved skal vokse og blomstre som en attraktiv kommune – både for borgere, erhvervsliv og fremtidige generationer – skal vi turde tænke stort og langsigtet. En af de vigtigste investeringer, vi kan gøre, er at skabe stærke og relevante uddannelsesmiljøer lokalt.

Derfor vil jeg arbejde for, at Næstved bliver en kommune, der tiltrækker og udvikler videregående uddannelser – både på erhvervsniveau og professionsniveau. Vi skal skabe muligheder for, at unge mennesker kan uddanne sig, bo og leve her. Når vi tilbyder uddannelser, opstår der unge miljøer, liv og aktivitet. Det er med til at fremtidssikre byen – ikke kun økonomisk, men også socialt og kulturelt.

Vi skal samarbejde med uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og regionen for at skabe attraktive campusmiljøer, praktikpladser og faglige fællesskaber. Og vi skal sikre, at de unge, der uddanner sig her, også har lyst til at blive en del af Næstved bagefter – som fagprofessionelle, iværksættere og engagerede borgere.

Det kræver politisk vilje og en strategi, der ser uddannelse som en nøgle til bæredygtig vækst, livskvalitet og lokal stolthed. Jeg tror på, at vi kan skabe en fremtid, hvor Næstved ikke bare er en god kommune at vokse op i – men også en kommune man vælger at blive i.

I Næstved Kommune står vi med en alvorlig udfordring. Sidste sommer dumpede hver sjette elev i 9. klasse i enten dansk eller matematik. Det betyder, at 15,5 procent af vores unge ikke fik de grundlæggende færdigheder, der skal bære dem videre i livet1.

Det er ikke bare tal. Det er børn. Børn, der har siddet i klasselokalerne, gjort deres bedste – og alligevel ikke er blevet løftet. Børn, der nu står med sværere adgang til ungdomsuddannelser, og som risikerer at falde ud af både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.

Vi ved, at uddannede lærere gør en forskel. Vi ved, at god undervisning kræver tid, faglighed og relationer. Men i dag undervises alt for mange børn af voksne, der ikke har en læreruddannelse. Vi ser en folkeskole, hvor ressourcerne er pressede, og hvor lærerne kæmper med store klassekvotienter, inklusionsopgaver og manglende tid til forberedelse.

Det er ikke godt nok. Og det er ikke retfærdigt.

Vi skal investere i folkeskolen – ikke bare med ord, men med handling. Vi skal sikre, at alle børn møder dygtige og engagerede voksne, som har tid og kompetencer til at se dem, støtte dem og løfte dem. Vi skal give lærerne bedre arbejdsvilkår, så de kan gøre det, de er bedst til: undervise og inspirere.

Vi skal også sikre, at skolerne i hele kommunen har lige vilkår – uanset om de ligger i centrum eller i yderområderne. Alle børn i Næstved fortjener en skole, der tror på dem og giver dem mulighed for at lykkes.

Det handler om mere end karakterer. Det handler om børns fremtid. Om deres mulighed for at få en uddannelse, et arbejde, et liv med muligheder. Og det starter i folkeskolen.

Derfor kæmper jeg for en stærk folkeskole med uddannede lærere. Fordi alle børn fortjener dygtige voksne. Fordi vi som kommune har et ansvar. Og fordi vi kan gøre det bedre – sammen.

Når livet går ind i sin sidste fase, har vi som samfund et ansvar for at sikre, at den tid bliver så tryg, værdig og meningsfuld som muligt – både for den syge og for de pårørende. Derfor er der brug for et hospice i Næstved.

I dag ligger de nærmeste hospicer i Dianalund, Roskilde og Bandholm. Det betyder, at borgere fra Næstved og omegn ofte skal rejse langt for at få adgang til specialiseret palliativ pleje. For mange familier er det en stor belastning – både praktisk og følelsesmæssigt – når man i en sårbar tid skal pendle lange afstande for at være sammen med sine kære1.

Støtteforeningen for Hospice Sydsjælland arbejder målrettet for at etablere et nyt hospice i Glumsø – tæt på stationen og med god adgang for både borgere og pårørende. Planen er at opføre et moderne hospice med 12-16 sengepladser, hvor der er plads til ro, omsorg og lindring i smukke omgivelser ved søen2.

Hospice er ikke kun et sted, hvor man dør – det er et sted, hvor livet får lov at være i centrum, selv når tiden er knap. Her møder man et tværfagligt team af læger, sygeplejersker, terapeuter og frivillige, som arbejder for at lindre smerte, angst og ensomhed. Her er der tid til samtaler, musik, natur og nærvær. Her bliver både den syge og de pårørende set og mødt med respekt og varme.

Opbakningen til projektet vokser. Over 100 borgere har allerede meldt sig ind i støtteforeningen, og der er stor lokal interesse for at få et hospice til Næstved Kommune. Men tiden er knap. I 2027 skal Region Sjælland lægges sammen med Region Hovedstaden, og derfor er det vigtigt at få en aftale på plads nu – mens beslutningerne stadig træffes lokalt3.

Vi mener, at Næstved skal tage ansvar og gå forrest. Et hospice i Næstved vil ikke kun være en investering i sundhed – det vil være en investering i medmenneskelighed. Det vil give borgere mulighed for at afslutte livet med værdighed, og det vil give pårørende mulighed for at være tæt på – uden at skulle krydse halve regioner.

Lad os sammen skabe et sted, hvor den sidste tid bliver god. Et sted, hvor livet får lov at være i centrum – til det sidste.

Næstved skal være en kommune, hvor det er nemt at finde og bruge de mange tilbud – uanset om du bor i byen eller i yderområderne. Vi skal skabe reel sammenhæng mellem by og land og sikre, at unge, familier og ældre har lige adgang til fællesskaber, fritid, uddannelse og støtte.

Der findes allerede mange gode initiativer i Næstved – fra ungdomsskolens klubber i Glumsø, Fuglebjerg og Tappernøje, til Center for Unge og Uddannelse, som samler vejledning, fritidstilbud og støtte under ét. Men mange borgere kender ikke til dem. Det skal vi ændre.

Vi vil gøre det lettere at orientere sig i kommunens tilbud. Det kan være gennem en digital platform – en slags “NæstvedGuide” – hvor man hurtigt kan finde relevante aktiviteter, rådgivning og fællesskaber, uanset alder og bopæl. Vi vil også styrke den fysiske synlighed: opslag på skoler, biblioteker, forsamlingshuse og lokale mødesteder, så ingen går glip af mulighederne.

Men det handler ikke kun om unge. Vi skal sikre, at hele kommunen hænger sammen – også kulturelt og socialt. Det betyder, at lokale oplevelser, initiativer og idéer skal kunne deles på tværs af by og land. En koncert i Fensmark, en udstilling i Mogenstrup, en fællesspisning i Hyllinge eller en naturvandring i Gunderslevholm – alt det, der gør Næstved levende, skal være synligt og tilgængeligt for alle.

Vi foreslår en fælles kommunal kalender, hvor foreninger, kulturaktører og borgere kan dele arrangementer og aktiviteter. Vi vil støtte lokale ildsjæle og skabe rammer for, at nye idéer kan vokse – også uden for bymidten. Samtidig skal vi sikre, at transport og adgang til information ikke bliver en barriere.

Næstved skal være en kommune, hvor alle føler sig inkluderet – og hvor det er let at finde sin vej, uanset hvor man bor. Det handler om sammenhæng, tilgængelighed og fællesskab. Vi tror på, at når vi gør det nemt at dele og deltage, så styrker vi både lokalsamfundet og den fælles identitet.